Samtaleterapi: Formålet med samtalen er, at du får viden og værktøjer til at lære dig selv bedre at kende, både dine følelser, tanker, kropsfornemmelser og vaner. Det at få sat ord på sine følelser og behov er for mange et essentielt skridt til at kunne mærke sig selv noget mere og handle ud fra det, der virker bedst i forskellige situationer – f.eks. på job, uddannelse, med familien og i forhold til sundhed og interesser. Som redskaber under samtalen anvendes bl.a. tegneterapi, symboler og farvede filtstykker.
Naturterapi: Rammerne for terapien er akkurat de samme som i almindelig psykoterapi, blot med den forskel, at vi vil bruge naturen som en hjælper til at forløse bl.a. traumatiske tilstande, afhængigheder eller fastlåste roller. Langt de fleste psykoterapeutiske metoder har som mål at bringe mennesket i større kontakt med sin autentiske væren. Det er min erfaring, at naturen i den forbindelse er en villig guide til at bringe os ind i vores essens af væren. Ved at bruge naturen som en direkte hjælper i psykoterapien, springer vi derfor lettere ind i vores værenskerne. Dette faciliterer et terapeutisk rum, som kan bidrage til et mere nænsomt og effektivt terapiforløb end ellers. Rent praktisk vil naturterapien komme til at foregå i Lundby Bakker. Du bedes medbringe solidt fodtøj, et regnsæt samt en drikkedunk med vand. Tid og sted aftales fra gang til gang.
Kropsterapi: Formålet er at opnå grounding og centrering, dvs. øget ligevægt både fysisk og mentalt. Vi udforsker dine kropsvaner, din kropsholdning og dit åndedræt. Via øvelser, der styrker dine grænser og kontakten til dine ydre sansninger (syn, hørelse, lugt, smag og følt fornemmelse) og indre sansninger (f.eks. at se noget for dit indre øje, høre noget for dit indre øre), vil du opleve en stigende oplevelse af indre robusthed og velvære. Kropsterapien fylder en stor del af den samlede terapi, som en rød tråd i alle de terapeutiske processer. På den måde sikrer jeg, at du vil være mere forankret i dine indre, kropslige ressourcer og kunne bevare ligevægten gennem hele terapiforløbet – også når eventuelle traumer og stresstilstande bearbejdes og forløses i en gradvis proces.
Meditation: Meditationernes formål er at øge dit fysiske og psykiske velvære. Det at træne dit nærvær i nuet og være opmærksom på det, der sker inden i dig, er med til at styrke kontakten til din essens – som bygger bro til indre frihed, kreativitet og lykkefølelse. Meditation er særdeles velegnet til f.eks. at forebygge eller lindre fysiske og psykiske sygdomme. Jeg har selv en regelmæssig meditationspraksis, som er min indre balancestang i livet. Vi kan afprøve nogle forskellige meditationstyper, så du finder dem, der passer netop til dig lige nu. Visualiseringer udgør en af terapiens hyppigst anvendte meditationsformer, eftersom det at forestille sig noget med sin fantasi har en enorm indflydelse på krop og sind.